FAQ

Hvad betyder non-profit?
Direkte oversat betyder non-profit ingen fortjeneste. Det betyder ikke, at vi ikke har et overskud i RETRO Nørrebro, men at vi ikke selv beholder pengene. Vi giver overskuddet videre til humanitært udviklingsarbejde.

For at kunne gøre dette, udføres stort set alt arbejde i caféen af frivillige. Kun tre ud af ca. 100 medarbejdere lønnes.
 
Hvad går overskuddet til?
Overskuddet fra caféen går hovedsageligt til Foreningen RETROs egne projekter: REACT, Kono og Dreamtown Project, men på den årlige generalforsamling deles der også penge ud til andre projekter.
 
Er RETRO Nørrebro partipolitisk?
Nej. RETRO Nørrebro står gerne for arrangementer, der beskæftiger sig med politiske spørgsmål, men som organisation er vi politisk neutrale.
 
Er RETRO Nørrebro en kristen café?
Nej. Gruppen, der startede vores storesøstercafé Café Retro kendte hinanden fra en folkekirke. Både Café Retro og RETRO Nørrebros værdier er baserede på et kristent livs- og menneskesyn, men som organisation har vi ingen bestemt religiøs profil. Det betyder derfor også, at vi ikke udvælger hverken frivillige eller støtteprojekter på baggrund af bestemte holdninger og overbevisninger. Det betyder blot, at vi dyrker næstekærligheden som værdi. Se vores værdigrundlag her.
 
Kan jeg blive frivillig medarbejder i RETRO Nørrebro?
Ja, det kan du, og du er meget velkommen. Vi vil altid gerne være flere. Under "Bliv frivillig" kan du læse mere om, hvilket slags arbejde de frivillige udfører, og hvem du skal kontakte.
 

Hvorfor hedder caféen RETRO Nørrebro?

Selvom vi er en selvstændig café med en selvstændig bestyrelse, er Café Retro i Knabrostræde stadig vores storesøstercafé, og vi arbejder sammen om mange ting, ikke mindst om vores fælles forening, Foreningen Retro, og de projekter, vi støtter. Derfor har vi beholdt navnet Retro.

Ordet Retro (latin: tilbage) henviser til indretningen i Café Retro, men også til ideen om at mane til eftertænksomhed. Desuden betegner navnet Retro, at vi gerne vil tilbage til det essentielle for mennesket, nemlig kærlighed, tillid og fællesskab.

"Nørrebro"? Fordi det er her, vi er placeret.


Hvorfor valgte I at åbne en søstercafé til Café Retro?

Hvorfor ikke? Foreningen har vokseværk. Nye projekter og initiativer skyder op og er et udtryk for udvikling og vækst. Med afsæt i Foreningen Retros værdier og den erfaring, vi har fra Café Retro, har vi etableret endnu en spændende café. Nu kan endnu flere Københavnere gribe muligheden for et afslappet cafébesøg, og nye mennesker kan involvere sig i Foreningen RETRO og aktiviteter omkring RETRO Nørrebro. Derudover vil vi gerne være med til at rejse endnu flere penge til foreningens projekter.


Hvorfor i Jægersborggade?

Jægersborggade er en hyggelig (måske den hyggeligste!) gade på Nørrebro. Her sættes fokus på kvalitet, på bæredygtighed og på det skæve. Det er det helt rigtige sted at være for en ikke helt almindelig non-profit café som vores, hvor kultur og kreativitet sætter rammerne. 


Er RETRO Nørrebro en kopi af Café Retro?

RETRO Nørrebro er skabt med inspiration fra Café Retro. Vi har bestræbt os på at viderebringe de bedste sider og egenskaber fra søstercaféen i Knabrostræde, men der er ikke tale om to identiske caféer.

Konceptet på RETRO Nørrebro har følgende nøgleord: Hygge, dybde, sjov, kreativitet, leg, uhøjtidelighed og ulandshjælp. Detskal kunne opleves gennem bl.a. spil og events, samt en unik indretning, der skaber den rette atmosfære. Desuden spiller de frivillige en vigtig rolle i forhold til konceptet.